De tre fysik perioder 

Middelalder fysik – 300 - 1500

Engang var fysik ren filosofi, og der blev næsten aldrig lavet eksperimenter. Man filosoferede over nogle fremsatte teorier. Man mente på et tidspunkt at et legemes masse havde indflydelse på, hvor hurtigt legemet faldt til jorden.

Aristoteles (310–230 f.Kr.) er den mest kendte græske filosof. han forsøgte at give en fysisk forklaring på de fænomener han iagttog. Ifølge Aristoteles bestod verden af de fire elementer; luft, ild, vand og jord. Det fik han bekræftet ved at brænde noget træ, for når man ser træet brænde, kan man se ilden, se luften som røg, vandet forlader træet, og jorden var tilbage som akse. Da han undersøgte himmellegemerne fandt han ud af, at de ikke havde den samme naturlige bevægelse som de jordiske elementer; jord, vand, ild og luft. Så han mente at det måtte bestå af et femte element, som han kaldte æteren. Aristoteles’s verdensbillede, som havde jorden som centrum, kom til at danne grundlaget for den fysiske og den astronomiske videnskab i over 1000 år.

Nicolaus Kopernikus (1473-1543) skrev i 1500-tallet bogen ”Om himmelsfærernes drejninger”. Hvori han skrev at jorden ikke var centrum, men at solen er universets centrum. Han mente at månen bevægede sig omkring jorden og at planeterne bevægede sig rundt om solen. Kopernikus havde selv problemer med sin teori, for hvis jorden skulle bevæge sig i forhold til solen og stjernerne, skulle man da kunne se stjernerne flytte sig i løbet af årene. Tycho Brahe (1546-1601) konkluderede i slutningen af 1500-tallet, at Kopernikus ikke havde ret i sin teori. Brahe mente at jorden var verdens centrum.

Klassisk fysik – 1500 – 1900 

Galileo Galilei (1564–1642) var en italiensk fysiker, astronom og filosof. Galilei ville gøre op med Aristoteles’s fysik. For ham var videnskab baseret på observationer og eksperimenter. Galilei skulle eftersigende have sagt: ”Mål det, der er måleligt, og gør det, der ikke er måleligt, måleligt.” Det viser meget tydeligt at hans måde at finde ud af noget var ved at lave eksperimenter. Han grundlagde den naturvidenskabelige metode, som går ud på at man fremstiller en hypotese, og ud fra forsøg kan man se om resultaterne er i overensstemmelse med hypotesen. Så det man forudsiger, måles bagefter. Galileo Galilei opdagede ved hjælp af kikkerten Jupiters måner, som han så som en bekræftelse på at solen var i centrum. Han opdagede også at der var langt flere stjerner end man kunne se med det blotte øje. Den katolske kirke var ikke glad for at Galilei sagde at solen var verdens centrum, og derfor blev han tvunget til at opgive sine synspunkter, og erklære at jorden er verdens centrum.

Med Kepler’s love kunne man forudsige præcist, hvordan planeterne bevægede sig. Men hvorfor de gjorde det, vidste man ikke. Det var først da Isaac Newtons (1642–1727) teori om massetiltrækningskræfter kom, at man fik en model der ville kunne forklare det. Det siges at Newton fik den idé, da han så et æble falde til jorden. Han troede så at æblet faldt ned, fordi jorden trak i det med sin kraft. Han forstillede sig nu at jorden påvirkede månen med sin tiltrækningskraft, og denne tiltrækningskraft fastholdt månen i sin bane. Newton lavede ud fra dette en gravitationslov.

Moderne fysik – 1905

Moderne fysik blev grundlagt med atomfysikeres og Albert Einsteins arbejde omkring 1900-tallet. I 1905 publicerede Albert Einstein (1879 -1955) sin specielle relativitetsteori og i 1916 den generelle. Dette blev revolutionerende for vores opfattelse af universet. Man har siden da forsøgt at afkræfte eller bekræfte relativitetsteorien flere gange, men ingen af delene er endnu lykkedes. Han skrev fire afgørende artikler, som blev grundstenene for den moderne fysik. I den første artikel skrev han om teorien om den fotoelektriske effekt. Den anden artikel omhandlede molekylers størrelse. Den tredje artikel var om en bevisførelse for eksistensen af atomer. Dette gav eksperimenterende fysikere mulighed for at tælle atomer ud fra almindelige observationer. Den fjerde artikel indeholdte de specielle relativitetsteori.